Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Bygge- og beskyttelseslinjer

Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om bygge- og beskyttelseslinjer skal sikre, at de nærmeste omgivelser ved søer og åer samt omkring fortidsminder, skove og kirker friholdes for bebyggelse eller andre væsentlige landskabelige indgreb.

Naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer (§§ 16-19) er udtryk for en generel beskyttelse af en række markante landskabselementer.

Fortidsmindebeskyttelseslinjen regulerer enhver ændring i tilstanden f.eks. terrænændringer, tilplantning, bebyggelse, herunder om- og tilbygning, hegning samt opsætning af skilte mv. Sø- og åbeskyttelseslinjen regulerer bl.a. bebyggelse, terrænændringer og beplantning, mens skov- og kirkebyggelinjen alene regulerer bebyggelse.

I naturbeskyttelsesloven er skovbyggelinjen fastsat til 300 m, sø- og åbeskyttelseslinjen til 150 m, mens fortidsmindebeskyttelseslinjen er 100 m. Kirkebyggelinjen regulerer byggeri med en højde over 8,5 m inden for en afstand af 300 m fra en kirke.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om dispensation inden for bygge- og beskyttelseslinjer. Det er kommunen, der påser, at reglerne overholdes.

Reduktion af bygge- og beskyttelseslinjer
Naturstyrelsen træffer afgørelse om reduktion af bygge- og beskyttelseslinjer med undtagelse af kirkebyggelinjen, der ikke kan reduceres.
En reduktion kan ske efter ansøgning fra kommunen og kan i øvrigt kun ske, hvis den ikke er i strid med enten de landskabelige interesser eller andre naturbeskyttelsesinteresser, som den pågældende linje har til formål at beskytte. Det er et hovedprincip, at reduktion kun kan ske, hvis der er tale om en administrativ lettelse. Det er således en forudsætning, at kommunen via planlægning (normalt ved lokalplan) tilvejebringer en samlet regulering af arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene, der kan erstatte et antal konkrete afgørelser om dispensation og dermed medføre en administrativ lettelse for kommunen. Dette betyder, at en reduktion for eksempel kan komme på tale for områder, hvor der over en længere periode skal ske byudvikling (typisk boligområde eller erhvervsområde). Derimod vil opførelse af et mindre antal bygninger eller opførelse af enkeltbebyggelse (dagligvarebutik, tankstation, fritidscenter og lign.) som hovedregel ikke kunne danne grundlag for reduktion af en bygge- eller beskyttelseslinje.

Naturstyrelsens afgørelser om reduktion af bygge- og beskyttelseslinjer kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Se yderligere information om hver enkelt bygge- eller beskyttelseslinje nedenfor.

Sø- og åbeskyttelseslinjen
Skovbyggelinjen
Fortidsmindebeskyttelseslinjen
Kirkebyggelinjen