Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Færdsel i skoven

Offentligt ejede skove

I Naturstyrelsens skove må man færdes til fods hele døgnet udenfor veje og stier. Det er tilladt at cykle på veje og stier, også om natten. Dette gælder også for skove ejet af offentlige stiftelser, kommuner, andre statsinstitutioner eller folkekirken.

Al motorkørsel i skoven er forbudt.

Begrænset adgang

Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde. Det kan også ske, at skovene bliver lukket under kraftige storme eller i tørre sommerperioder med fare for brand.

Faciliteter

Parkeringspladser ved indgangen til skovene, toiletter og andre publikumsfaciliteter er tilgængelige for alle, og reglerne for brug fremgår af skiltning.

I mange skove findes bål- og grillpladser, borde og bænke, som man frit kan benytte.

I nogle skove er der opstillet shelters hvor man kan overnatte, og der findes også en del såkaldte "primitive overnatningspladser". Desuden er det nu tilladt at overnatte i sit eget telt i et antal udvalgte skove.

Bål- og grillpladser 
Primitive overnatningspladser
Fri teltning 

Organiseret brug af skoven

Der findes særlige regler for organiseret brug af Naturstyrelsens skove og naturområder. Hvis du f.eks. vil afholde cykelløb eller spille rollespil, skal du søge om tilladelse.
Ansøg om aktiviteter

Med hund i skoven

I Naturstyrelsens skove er der udlagt et antal skove, hvor hunde må løbe frit, men under kontrol. I resten af skovene skal hundene være i snor, både af hensyn til skovens dyreliv og de andre besøgende i skoven.
Med hund i naturen

Privat ejede skove

I de privatejede skove må man gå og cykle, men kun på skovveje og stier. Der er adgang fra kl. 6 til solnedgang, og man må ikke slå sig ned nærmere end 150 meter fra bygninger. Her er motorkørsel også forbudt, og som i statsskovene skal man rette sig efter skiltningen.

Hvis skoven er under 5 hektar må skovejeren godt lukke den af for offentligheden.

Begrænset adgang

Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde.

Særlig tilladelse

Man skal have ejerens tilladelse til særlig benyttelse af skove, og der findes særlige regler for organiseret brug.