Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Spættet sæl

Phoca vitulina

Udbredelse

Spættet sæl er den mest almindeligt forekommende sælart i Danmark. Den lever især i Kattegat, Limfjorden, Vadehavet, og der er tillige en bestand i den sydøstlige del af landet. Sæler opleves i Danmark bedst på Avnø og på Fanø.

Udseende

Lemmerne, der er omdannede til luffer, kropsformen, spæklaget, og den korte, glatte pels er alle tilpasninger til livet i vand.

En spættet sæl vejer som regel 80-125 kg, og har en kropslængde på 1.5-2.0 meter. Hunnen er mindre end hannen.

Hovedet er lille og kort, og panden er tydelig.

Forluffernes kløer bruges til at rense pelsen med og til forsvar, men forlufferne bruges også, når sælen bevæger sig på land, og til at styre med, når den svømmer. Baglufferne bruges til at skabe fremdrift, når sælen svømmer.

Pelsen er tæt og kort og varierer i bundfarven fra lysegrå til gråbrun, og med et mørkere, uregelmæssigt mønster. Hver sæl har sig eget mønster, hvilket gør det muligt at kende de forskellige individer fra hinanden.

Føde

Fisk udgør størstedelen af den spættede sæls føde, men den tager også blæksprutter og krebsdyr.

Levevis

Spættet sæl forekommer især i kystnære farvande, hvor der er rigelig føde, og hvor der findes uforstyrrede hvilepladser så som sandbanker, rev, holme og øer.

Den spættede sæl synes ikke at tygge føden. Når den spiser, bliver byttet slugt helt, eller også bliver det revet i stykke og slugt.

Hvor der er uforstyrrede sandbanker, øer og lignende, kan sælerne ses hvilende på land i flokke. Men det er ikke usædvanligt at se spættede sæler, der færdes alene.

Sælerne parrer sig om sommeren, oftest i juli. Kort efter parringen befinder det befrugtede æg sig i et hvilestadium i livmoderen. Efter to-tre måneder sætter ægget sig fast i livmodervæggen og den egentlige fosterudvikling begynder. Det kalder man forlænget drægtighed. Fosterudviklingen tager ca. otte måneder og i juli fødes ungen. Ungen dier i en periode på omkring fire uger, hvorefter den må klare sig selv.

Hvis du vil vide mere

Forvaltningsplan for spættet sæl og gråsæl

MiljøDanmark 7/05: Sælsomme sæler overrasker

Vidste du...?

Sælunger der ligger alene på strandbredden og hyler, er oftest ikke blevet forladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Man skal derfor lade sælungerne være. Menneskers færden i nærheden af ungen kan hindre, at moren vender tilbage.

Krav til levesteder

En undersøgelse har vist, at når sælerne forstyrres i deres hvileperiode vender kun omkring en femtedel tilbage til hvilepladserne inden for samme tidevandsperiode. Det har især stor betydning for ungerne, der kun dier i cirka 4 uger, og som på grund af forstyrrelserne risikerer at miste et ud af to dagsmåltider, hver gang sælerne forstyrres.

For at sikre ynglesuccesen skal der derfor være uforstyrrede øer, sandbanker og rev, hvor sælerne har deres hvile- og ynglepladser.

Fisk er den spættede sæls foretrukne fødeemne, men også blæksprutter og krebsdyr indgår i fødegrundlaget. Et område er derfor kun egnet som levested for sælen, hvis der forekommer rigelige mængder af disse arter.

Spættet sæl er følsom over for menneskelige forstyrrelser som for eksempel sejlads, især i yngleperioden i juni-juli og under pelsfældningen i august-september.

Hvad kan hjælpe arten?

Arten blev i 1988 og 2002 ramt af en virussygdom, der kraftigt reducerede bestanden. Efter sygdomsudbruddet i 1988 blev antallet af sælreservater med fred og ro i yngletiden øget betydeligt, og bestanden var i stand til at genoprette det tidligere niveau.

Bestanden voksede endda til at blive endnu større, inden sygdomsudbruddet i 2002 atter reducerede antallet af spættede sæler.

Der synes at være sikret et tilstrækkeligt antal ynglelokaliteter til, at bestanden kan genoprettes og opretholdes med en gunstig bevaringsstatus.