Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Mårhund

Nyctereutes procyonoides

Udbredelse

Mårhunden stammer fra Østasien. Fra 1928 og særligt i årene 1948-55 udsatte man over 9.000 mårhunde i den vestlige del af det daværende Sovjetunionen for at berige pelsdyrfaunaen. Herfra har arten spredt sig til Tyskland, de nordlige dele af Østrig og Ungarn, nordpå til de Baltiske lande, hele Findland og de nordlige dele af Sverige og Norge.

I Danmark er mårhunden er et invasivt dyr. Det betyder, at den ikke naturligt har hjemme i den danske natur, men derimod er hentet hertil eller indvandret fra andre lande.

Der er fare for indvandring af mårhunde fra Tyskland til Danmark. Allerede i dag er der en bestand af mårhund særligt i Jylland, der formentlig er efterkommere af tamme dyr, der er undsluppet fra fangenskab.

Levevis

Mårhunden er meget tilpasningsdygtig og lever i mange forskellige naturtyper. Den foretrækker dog fugtige områder nær søer og åer, rørskov, samt fugtig skov med rig undervegetation.

Mårhunden danner par for livet. Et mårhundepar kan få ét kuld hvalpe om året, som typisk består af 5-7 hvalpe. Både hannen og hunnen tager sig af hvalpene, og når hvalpene er ca. 4 måneder gamle kan de klare sig selv. 

Mårhundens korte ben gør, at den ikke er en god løber, og den kan i sine bevægelser virke lidt klodset. Til gengælg er den en god svømmer, og den kan svømme op til 5 km.

Føde

Mårhunden er et altædende rovdyr, og spiser alt fra ådsler til krebs, fisk, insekter, små pattedyr og fugle.

Udseende

Mårhunden er på størrelse med en ræv. Den måler 50-80 cm uden halen, som er ca. 18 cm. Over skulderen måler den ca. 20 cm. Mårhunden kan veje op til 10 kg.

Mårhundens pels varierer i farven i gullige, rødlige og grålige toner blandet med sorte hår på ryggen og skuldrene. Halsen, brystet, oversiden af halen samt de slanke ben er typisk sorte eller sortbrune. Mårhunden kan også kendes på sin sorte ansigtsmaske, der dækker øjnene og underansigtet, og sin hvide snude.

Pelsen er kraftig - særligt om vinteren - og halen er stor og busket. 

Hvad er forskellen på mårhund og grævling?

Mårhunden og grævlingen ligner hinanden meget - særligt på størrelsen, ansigtsmasken og snuden. Man kan dog kende arterne fra hinanden på halen og hovedformen. Mårhundens hale er typisk sort på hele oversiden og gullig, grålig eller rødlig på undersiden og siderne. 

Grævlingens hoved er kileformet med sorte længdestriber på begge sider. Grævlingens pels er også lyst i spidserne, hvor mårhundens er mørke.

Vidste du...?

Mårhunden kan svømme op til fem kilometer. 

Hvorfor er mårhunden uønsket?

Mårhunden er et effektivt rovdyr, der kan udkonkurrere hjemmehørende rovdyr med lignende levevis som f.eks. ræv og grævling.

Den udgør også en trussel mod fugle og små pattedyr, fordi de ikke er vant til mårhunden.

Erfaringer fra andre lande viser, at mårhunden hurtigt spreder og formerer sig, og at den kan udrydde vores beskyttede og truede dyr. Mårhunden er en god svømmer og kan derfor komme til områder, hvor ræve aldrig kommer. 

Mårhunden kan også være bærer af rabies samt den farligere bændelorm Echinococcus multiloculus. Bændelormen kan være dødelig for mennesker, men parasitten kan også sprede sig til hjemmehørende vildt.

Læs mere om bekæmpelse af mårhunden

 

Mårhundens spor

Mårhundens spor er mere rundt end spor af ræv og hund. Mårhunden har fire små trædepuder, der alle er tæt på mellempuden. Tæerne er spilet regelmæssigt ud. 

Rævens spor er mere aflangt end både hundens og mårhundens. Hos ræven står folden mellem de forreste trædepuder og mellempuden nærmest på langs med sporet. 

Til sammenligning er hundens spor lidt aflangt og tilspidsende ud mod de to forreste trædepuder. Folden mellem de to forreste trædepuder og mellempuden står nærmest på tværs af sporet. 

Grævlingen har fem små trædepuder, og mellempuden er større end hos mårhund, ræv og hund.

Fælles sporguide

Der er lavet en fælles-nordisk sporguide, der i detaljer sammenligner mårhundens spor med spor fra andre, lignende dyr.

Læs Sporguide - Mårhund

Spor fra mårhund, ræv og hund. Illustration: Narturstyrelsen

Spor fra mårhund, ræv og hund. Illustration: Narturstyrelsen