Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Pattedyr

Pattedyr er dyr, hvis hud er beklædt med hår, som føder levende unger, og hvor hunnerne har mælkekirtler og ammer deres unger.

I Danmark har vi ca. 50 arter af pattedyr, som lever vildt. Det er f.eks. pindsvin, forskellige arter af flagermus, hare, egern, husmus, ræv, grævling, gråsæl, kronhjort

og marsvin. De fleste pattedyr, som lever vildt i Danmark, er fredede.

Miljø- og fødevareministeren afgør, hvilke arter der må jages, og fastsætter jagttiderne. En del af arterne kan jages i nogle måneder om året.

Alle pattedyr

Hovdyr

Hovdyr er placentale pattedyr. Der findes omkring 180 nulevende arter, hvoraf de fleste har hove, der består af strukturproteinet keratin.

Hovdyrene inddeles i de parrettåede og de uparrettåede hovdyr. Hos de uparrettåede er den midterste tå, dvs. den oprindeligt tredje tå, den fremtrædende og bærer den største vægt. Til de uparrettåede hører tapirer, næsehorn og heste. 

Hos de parrettåede hovdyr eller klovdyr er de oprindelige tredje og fjerde tå dem, der hovedsageligt bærer dyrets vægt. Hos de parrettåede er der sket reduktioner af de yderste tæer, og ingen har mere end fire tæer. Hos de mest avancerede arter er kun de to midterste tæer bevaret. Til de parrettåede hører svin, hjorte, flodheste, kameler og kvæg.

I Danmark findes kun parrettåede hovdyr, nemlig krondyr, rådyr, dådyr, sika og vildsvin.

Hos hjortene har hannerne et gevir af ben, som skiftes en gang om året. Hjortene tilhører den parrettåede gruppe, drøvtyggere, der er den dominerende gruppe af planteædere i nutiden. Drøvtyggere er karakteristiske ved, at deres mave er opdelt i flere afsnit. Det forreste afsnit, vommen, er et gæringskammer, hvor mikroorganismer nedbryder plantematerialets ellers svært nedbrydelige cellulose. Efter denne behandling af føden gylper dyret føden op igen og tygger den for anden gang. Føden synkes nu igen og passerer gennem de næste maveafsnit, hvorefter den går gennem tarmen. Drøvtyggerne kan på denne måde udnytte føden langt mere effektivt end mange andre planteædere, og dette ligger sandsynligvis til grund for deres store succes.

Vildsvinet hører til svinene, der er en forholdsvis uspecialiseret og primitiv gruppe med fire tæer på alle fødder og forholdsvist korte lemmer. Svinene er en meget udbredt gruppe og er altædende. Størstedelen af deres føde består dog af blød plantekost og derfor er svins kindtænder lavkronede.

Harer

Lagomorpha er en lille orden, der dækker over 63 arter. De er gnaverlignende pattedyr, og tandsættet minder om gnavernes, bortset fra at der bag de store fortænder sidder yderligere en lille fortand.

Harer og kaniner slider meget på deres tænder, når de gnaver og tygger i plantedele. Dette slid modvirkes af, at deres tænder vokser livet igennem. Endvidere er emaljen kraftigere på forsiden end på bagsiden af fortænderne, hvilket bevirker, at de slides mest på bagsiden og derved holdes skarpe.

Harer og kaniner tygger drøv, men de gør det på en særlig måde, der er forskellig fra klassiske drøvtyggeres. De bruger blindtarmen til at gære føden i, og da blindtarmen ligger efter de absorberende dele af fordøjelsessystemet, kan de ikke optage føden som andre drøvtyggere. Efter gæringen i blindtarmen dannes en særlig, blød afføring, som dyret æder direkte fra endetarmens åbning. Derpå synker det afføringen, hvorefter alle de nærende stoffer kan optages i tarmen.

I Danmark er ordenen Lagomorpha repræsenteret af haren og vildkaninen.

Hvaler

<h1>Andre hvaler </h1>

Hvaler der af og til ses i Danmark og er omfattet af habitatdirektivets bilag IV:

Hvidskæving 

(Lagenorhynchus acutus)

Grindehval 

(Globicephala melas)

Halvspækhugger 

(Pseudorca crassidens)

Rissos delfin 

(Grampus griseus)

Hvidhval 

(Delphinapterus leucas)

Døgling 

(Hyperoodon ampullatus)

Almindelig næbhval 

(Mesoplodon bidens)

Vågehval 

(Balaenoptera acutorostrata)

Brydeshval 

(Balaenoptera brydei)

Blåhval 

(Balaenoptera musculus)

Finhval 

(Balaenoptera physalus)

Sejhval 

(Balaenoptera borealis)

Pukkelhval 

(Megaptera novaeangliae)

Hvaler stammer fra landlevende pattedyr, der gradvist helt har tilpasset sig livet i havet. Hvalerne er strømlinede. Deres luffer er omdannede forlemmer, men ellers mangler alle andre ydre ”vedhæng”, enten fordi de er bortreduceret, eller fordi de er trukket ind i kroppen. Hvalerne har ingen pels til isolering, men i stedet spæk. Næseborerne er flyttet til toppen af hovedet.

Hvalers unger fødes på et veludviklet stadium og kan lige efter fødslen følge moderen. 

Man inddeler hvaler i to underordner: tandhvaler og bardehvaler.

Tandhvaler orienterer sig hovedsageligt ved hjælp af et sonarsystem og lever hovedsageligt af fisk og blæksprutter. Kaskelotten er et eksempel på en tandhval.

Bardehvaler er store dyr, der mangler tænder, men i stedet har nogle store horndannelser, barderne, der filtrerer blandt andet krebsdyr og mindre fisk fra havvandet. Blåhvalen er et eksempel på en bardehval. Den er - både nulevende og fossilt - det største dyr og kan blive op til 30 m lang og veje 120-160 ton.

Udbredelse

Hvidnæse er næst efter marsvinet den mest almindelige hvalart i Danmark. Den ses ofte i Skagerrak og det ydre Kattegat, men den forekommer også lejlighedsvist i Østersøen.

I perioden 2000-2002 blev der observeret hvidnæse, almindelig delfin, øresvin, stribet delfin, spækhugger, døgling, vågehval, brydeshval og pukkelhval minimum en gang i perioden. Derudover strandede to grindehvaler og en kaskelot.

Krav til levesteder

Hvalerne lever det meste af tiden under vand, og der er mange huller i den viden, man har om hvaler. Mange af de arter, der ses eller strander i Danmark, er vidt udbredte og vandrer over store afstande.

Trusler og bevaring

For mange af hvalerne gælder det, at de trues af jagt, forurening, utilsigtede bifangster og forstyrrelser. 

Hvis du ser en strandet hval, kan du hjælpe ved at kontakte beredskabet for havpattedyr og havfugle.

Beredskabsplan for havpattedyr

Læs mere om hvaler på Hvaler.dk

Flagermus

<h1>Andre flagermus</h1>

Flagermus der har en vis udbredelse i Danmark og/eller er omfattet af habitatdirektivets bilag IV:

Skægflagermus

Latin: Myotis mystacinus 
Udbredelse: Findes kun på Bornholm.

Brandts flagermus

Latin: Myotis brandtii 
Udbredelse: Almindelig på Bornholm og der findes en levedygtig bestand i Midtjylland, men ellers er arten sjælden i Danmark.

Frynseflagermus

Latin: Myotis nattereri 
Udbredelse: Sjælden i Danmark, men forekommer især på Bornholm, Lolland og i Himmerland.

Skimmelflagermus

Latin: Vespertilio murinus 
Udbredelse: Findes primært i Nordøstsjælland, hvor den er almindelig. Træffes også omkring Århus, hvor der er en lille vinterbestand.

Nordflagermus

Latin: Eptesicus nilssoni 
Udbredelse: Menes at være forsvundet fra Danmark.

Langøret flagermus

Latin: Plecotus auritus 
Udbredelse: Relativt almindelig over hele landet med undtagelse af det vestligste Jylland, vestligste Fyn og Lolland, Langeland og nogle mindre øer.

Troldflagermus

Latin: Pipistrellus nathusii 
Udbredelse: Sjælden og findes overvejende i Østjylland, Sjælland og Lolland, men kan også træffes på Bornholm.

 

Flagermusen er det eneste pattedyr, der kan flyve aktivt.

Flagermusens to vinger er dannet af en tynd hudfold, der er spændt ud mellem armen, hånden og fingrene samt kroppens side og bagbenet. Tommelfingeren er fri af huden og har en klo. Mellem halen og bagbenene, helt ned til fodroden, er der også flyvehud. Fødderne er fri af huden, og dem bruger flagermusen, når den bevæger sig rundt på jorden, og når den hænger og hviler med hovedet nedad.

Flagermus udgør ordenen Chiroptera. Der findes omkring 950 arter i hele verden, og det betyder, at omkring en fjerdedel af alle verdens pattedyrarter er flagermus. I Danmark findes der 17 forskellige arter af flagermus. De mest almindelige er sydflagermusen, dværgflagermusen, skimmelflagermusen og vandflagermusen.

Alle danske flagermusarter orienterer sig ved hjælp af ekkolokalisering eller sonar. Flagermusen udstøder korte ultralydsskrig, og når lyden rammer f.eks. et insekt, en gren eller en husmur, opstår der ekkoer, som flagermusenes ører og hjerne fanger og bearbejder. På den måde danner flagermusen sig et detaljeret "lydbillede" af omgivelserne. Ultralyde er lyde, der i frekvens ligger over den menneskelige høregrænse på 20 kHz. 

Flagermusens levevis

Flagermusen lever af insekter, som den jager om natten.

Flagermusen yngler sidst på foråret eller i forsommeren. Her samles flagermushunnerne i kolonier på beskyttede og lune steder, f.eks. under taget på et hus eller i et hult træ, eller. Det er normalt 20 til 200 hunner i en koloni, alt efter art og omstændigheder.

Hver hun får én unge, visse arter kan dog få to. Ved fødslen er ungerne nøgne og helt hjælpeløse. Når de er 4-5 uger gamle, begynder de at øve sig i at flyve, og det er på dette stadium, at de ellers så sikkert flyvende flagermus en gang imellem kommer til at nødlande på aftenkaffebordet på terrassen eller flyve ind gennem et åbentstående vindue.

Parringen foregår i sensommeren og efteråret. Hos mange arter har hannerne parringsterritorier, og nogle arter har en parringssang. Efter parringen forbliver sædcellerne levende i hunnens livmoder under vinterdvalen. Først om foråret sker ægløsningen, og befrugtningen finder sted.

Flagermusene går i dvale om vinteren. Nogle arter samles i store vinterkvarterer som kældre, gamle miner eller fæstningsanlæg. Nogle få af disse vinterkvarterer, som f.eks. de jyske kalkminer, huser om vinteren flere tusinde flagermus og er overordentligt vigtige for arternes overlevelse. I løbet af vinterdvalen vågner flagermusene spontant op af og til, og parring kan også foregå i denne periode, men flagermusene tåler ikke mange forstyrrelser, fordi gentagen vækning tærer på fedtlagrene.

Fra sidst i marts til først i maj vågner flagermusene op af vinterdvalen.

Insektædere

Insektædere hører til ordenen Insectivora, der har omkring 400 nulevende arter verden over. I Danmark har vi fem arter.

Arter inden for Insectivora har typisk dårligt syn og jager deres bytte (insekter og andre smådyr) ved hjælp af deres gode lugtesans.

De har bevaret mange primitive træk. Blandt andet er tandsættet ofte det primitive placentale tandsæt, og kindtænderne er forsynet med knuder med spidser samt tyggeflader.

Tænderne gør dem i stand til at punktere insekters exoskelet og knuse og tygge dem. Når først insektæderes føde er findelt i munden, er den let nedbrydelig, og insektæderes tarmsystem er da også simpelt. 

De danske arter spidsmus og pindsvin er forholdsvis uspecialiserede, mens muldvarpen er mere specialiseret og har omdannede arme, reduceret ydre øre og små øjne.

Gnavere

Gnaverne (Rodentia) er den største pattedyrorden og indeholder omkring 2000 nulevende arter. Langt størstedelen af gnavere er små dyr på muse- eller rottestørrelse. 

I Danmark har vi 19 arter, hvis man medregner arter som den nyindvandrede amerikanske bisamrotte og den lille bestand af sibiriske jordeegern, der lever ved Furesøen. De fleste gnavere er udprægede planteædere.

Gnavere har kun én stor fortand i hver kæbehalvdel. Fortænderne har kun emalje på forsiden og er rodåbne, hvilket betyder, at de vokser hele dyrets liv. Det betyder, at fortænderne, der kontinuerligt udsættes for slid, vil holdes skarpe livet igennem.

Hos gnaverne mangler hjørnetænderne helt, og kindtænderne er fåtallige og store.

Gnaverne har og har haft stor succes verden over, og det hænger blandt andet sammen med deres ringe størrelse, store reproduktionsevne og mere eller mindre opportunistiske levevis.

I Danmark findes mange gnavere blandt andet brun rotte, markmus, rødmus, skovmus og egern.

Rovdyr

Rovdyr er dyr, der tilhører ordenen Carnivora. De er pattedyr og er specialiserede i at jage og æde andre dyr. Der er dog undtagelser fra denne regel, for eksempel pandaen, der tilhører Carnivora, men er tilpasset til at leve af bambus.

Der er beskrevet omkring 240 arter af rovdyr verden over. I Danmark findes der ni arter af landlevende rovdyr og to arter af marine.

Rovdyr er karakteristiske ved at være hurtige, have kraftige kløer (til fastholdelse af byttet) og have rovdyrtandsæt.

Som regel har rovdyr små fortænder, kraftige hjørnetænder (til fastholdelse og aflivning af byttet) og kindtænder med skærende kanter. Hos rent kødædende rovdyr findes kun det skærende element, idet kød ikke behøver at blive tygget, men bare skal skæres eller rives i stykker, før det kan sluges. Hos rovdyr med en mere blandet kost, findes det skærende element sammen med flade og knudrede tænder, der kan bruges til tygning.

Der er flere gange inden for rovdyrene sket en tilpasning til livet i vand, for eksempel hos sælerne.

Sæler

Der findes 35 sælarter i verden i dag, og disse inddeles i to grupper, øresæler (søløver, pelssæler og hvalros) og ægte sæler (øvrige sæler). De ægte sæler nedstammer fra oddere- eller måragtige rovdyr, der levede ved det nordlige Atlanterhav for 10-12 millioner år siden.

I Danmark er iagttaget seks forskellige sælarter, dog er kun den spættede sæl og gråsælen hjemhørende i danske farvande.

Sæler er pattedyr stærkt tilpasset livet i havet. De har et strømlinet legeme, og deres lemmer er omdannet til luffer, hvilket gør dem til gode svømmere og dykkere. Som isolering har de et spæklag.

Selvom sælerne er tilpasset livet i havet, har de ikke helt opgivet tilknytningen til landjorden. Sælernes forplantning er blandt andet knyttet til landjorden, og de føder og dier på land.