Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Padder

Padder er dyr med tynd, blød, fugtig hud, der lever i ferskvand eller på land, men som yngler i vand og lægger æg. De voksne dyr ånder med lunger, larverne ånder med gæller. Deres kropstemperatur varierer i modsætning til pattedyrs og fugles.

Padder har ikke skæl i modsætning til deres nærmeste slægtninge, krybdyrene, og deres æg har ikke nogen hård skal, der beskytter mod udtørring.

Padder udgør klassen Amphibia , der omfatter fire grupper: ormepadder, halepadder eller salamandre og springpadder (frøer og tudser). Der findes omkring 3.000 beskrevne paddearter verden over.

Der findes i alt 14 arter af padder i Danmark. De omfatter salamandre, frøer og tudser.

Alle padder

Frøer og tudser

Salamandre

Mere om padder

Padder udgør klassen Amphibia, der omfatter tre grupper: ormepadder, halepadder eller salamandre og springpadder (frøer og tudser). Der findes omkring 6.000 beskrevne paddearter verden over.

Padder er exotherme hvirveldyr, hvilket vil sige at deres kropstemperatur svinger med omgivelsernes. De er kun aktive, når deres kropstemperatur kommer over en vis grænse, og de går i Danmark i dvale om vinteren.

Padderne har i deres bygning og fysiologi træk, der viser tilpasning til overgangen fra vandlivet til landlivet. De har ikke skæl i modsætning til deres nærmeste slægtninge, krybdyrene, og deres æg har ikke nogen hård skal, der beskytter mod udtørring.

Forplantningen og larvernes/haletudsernes opvækst foregår oftest i vand, mens de voksne dyr efter en forvandling (metamorfose) oftest tilbringer størstedelen af deres tid på land. Under metamorfosen ændres gællerespirationen til lungerespiration, dele af karsystemet omformes, overhuden forhorner for at nedsætte udtørring, men stadig tillade hudåndedræt, to par ben udvikles og bevægelsesmåden ændres radikalt. Metamorfosen styres af hormonet thyroxin fra skjoldbruskkirtlen, og indtræder hos alle danske padder.

Der findes i alt 14 arter af padder i Danmark:

  • bjergsalamander
  • butsnudet frø
  • grønbroget tudse
  • grøn frø
  • klokkefrø
  • lille vandsalamander
  • latterfrø
  • løgfrø
  • løvfrø
  • skrubtudse
  • stor vandsalamander
  • spidssnudet frø
  • springfrø
  • strandtudse

Disse arter omfatter salamandre, frøer og tudser.

Små frøer - fra vand til land

De danske frøer og tudser har typisk i løbet af april og maj lagt deres æg i forskellige vandhuller, søer, moser og andre oversvømmede områder. De små haletudser er godt på vej til at blive til små frøer og tudser og er snart klar til at forlade deres vandhul og vandre ud i verden. Dette sker for en del arter typisk i slutningen af juni og i juli måned. Da udviklingen fra æg til haletudse til frø er afhængig af temperaturen både i vandet og luften, betyder det at “landgangen“ godt kan forsinkes i nogle uger, hvis foråret har været meget koldt. 

Det er lidt som en eksplosion af minifrøer, man kan opleve på dette tidspunkt, hvor alle frøerne og tudserne går op på land på samme tid. De befinder sig i vandkanten eller i græsset omkring vandhullet i ugerne efter. Det kan være meget fristende lige at tage et lille kig på de mange små unger. Men det er vigtigt at være forsigtig, så de små unger ikke bliver forstyrret eller stressede. Hold desuden øje med, hvor du træder, da man meget nemt kan komme til at overse de små unger.

De vandhuller, som frøer oftest yngler i, har forholdsvis rent vand, er lysåbne og har en lavvandet bred kant med undervegetation og er uden fisk. Det er vigtigt at vandhullerne findes i områder, hvor både de voksne og ungerne kan finde føde, når de forlader vandhullet. Det kan f.eks. være enge, moseområder, skov eller haver. Tudser yngler primært i store søer og moser, der indeholder fisk. Tudsens æg er nemlig giftige for fisk og smager grimt. De opholder sig i både haver, marker, moser, skove og heder, når de har forladt søen.

Foto: Louise Havndrup

Små brune frøer, der er ved at gå på land. De er oftest samlet på samme sted. Nogle nye frøer vil stadig have lidt tilbage af halen fra haletudsestadiet. Foto: Louise Havndrup. 

Pas på hunden og plæneklipperen 

Er du en af dem, der nyder en gåtur med hunden i et område med søer og vandhuller eller har et vandhul i baghaven, vil det være en god ide i denne tid ikke at lade hunden løbe rundt i vandkanten og træde på alle de nye små frøer og tudser. 


Det vil også være godt for de små unger, hvis der ikke slås alt for meget græs i ugerne, hvor de befinder sig omkring vandhullet. Alternativt kan der være et mindre område, hvor græsset får lov at gro lidt, som de så kan gemme sig i. Du kan løbende holde øje med, hvornår ungerne har forladt området omkring dammen.

Gødning og pesticidforbrug

Hvis du gøder din have, kan du hjælpe de små unger ved ikke at sprede gødningen lige op og ned af vandhullet, men i stedet sørge for at gøde lokalt på det område eller de planter, du ønsker at gøde.

Det er også en god ide ikke at gøde, hvis din plæne skråner nedad mod vandhullet, og der er udsigt til regn. Så risikerer du nemlig, at regnvandet fører gødningen ned i dit vandhul.

Huden hos frøer og tudser er meget følsom og kan meget nemt tage skade af gødning og andre former for forurening som pesticider. Frøer og tudser kan trække vejret gennem huden, og det er sådan, de overlever, når de er under vand i en længere periode. Huden bruges også til at optage væske (typisk på mavesiden) fra omgivelserne i tørre perioder. Det kan f.eks. være dug eller fugt fra jorden. Huden udskiller desuden en slags slim, der hjælper med til at holde dyret konstant fugtigt, så det ikke tørrer ud og dør.

Huden er meget sart over for kemiske ændringer i vandet og jorden omkring dem, så du kan hjælpe frøerne og tudserne meget ved udvise omtanke, når det kommer til gødning og forskellige pesticider.

Frøer og tudser er nyttige i haven

Ud over at det er hyggeligt at have frøer og tudser i haven, gør de faktiske også stor gavn. 

Da frøer og tudser har forskellige livsstadier (haletudser, nyforvandlede, unge frøer og voksne) spiser de også mange forskellige ting. De tager bl.a. mange forskellige insekter og mider som fluer, mejer, stankelben, sommerfuglelarver, hvepse, tæger og bladlus.

De er også rigtig gode til at holde antallet af myg nede i haven, da de er flittige til at spise både myggene og deres larver. 

Edderkopper tager de også meget gerne samt biller, bænkebidere og ikke mindst både snegleunger og snegleæg. Så hvis du har frøer og/eller tudser i haven, er det muligt at din have ikke vil være så hårdt plaget af f.eks dræbersneglen.

Hvis du skal konstruere et godt vandhul, som frøerne vil yngle i, eller bare vil forbedre et vandhul du i forvejen har, er her nogle gode tip til, hvad frøer og tudser foretrækker.

Tips og råd: Sådan skaber du et godt vandhul for frøer

  • Du skal sørge for at vandhullet er rimelig solbeskinnet, men også gerne med lidt skygge. Sørg for at det er stillestående vand. Hvis der er et springvand eller en lille strøm i vandet vil frøerne ikke lægge deres æg i det. Vandet skal nemlig have mulighed for hurtigt at blive varmet op af solen og bevare temperaturen.
  • Vandet skal helst være rent, dvs. ikke for næringsrigt (gødning, dødt plantemateriale) eller indeholdende pesticider, klor og lign. Vandet behøves ikke at være glasklart. Opsamlet regnvand er rigtig godt at fylde i dit vandhul.
  • Vandhullet må gerne have lidt dybde i midten (0,5-1m), men det er meget vigtigt at der er en bred lavvandet zone rundt i kanten (gerne 1m bred).
  • Der skal være noget vegetation i den lavvandet zone, som frøerne kan sætte deres æggeklumper fast på. F.eks. oversvømmet græs eller vandplanter og gerne forskellige arter rundt omkring i vandhullet.
  • Overgangen fra vandhullet til det omkring liggende område, må ikke være for stejl eller for brat. Husk på de små nye frøer kun er max et par cm store, så de skal kunne komme op. Det er en god ide at have lidt længere græs, eller små buske og planter omkring, så de små frøer kan gemme sig, jage og søge læ. Sten og evt. træstykker kan også placeres sporadisk omkring vandhullet til dette formål.
  • I den dybere ende af vandhullet skal der også være vegetation og bunden skal generelt være lidt mudret i hele vandhullet, så haletudserne kan gemme sig. Kom gerne et par spadefulde jord ud i midten af dit vandhul, når du har fyldt vand i det. Vær dog opmærksom på at jorden ikke er for gødet. Du kan evt. bruge det jord du fjernede da vandhullet blev gravet.
  • Ingen fisk i vandhullet, da de spiser frøernes æg og haletudser. Hvis vandhullet er meget stort (sø) og dyb, med en bred lavvandet zone godt dækket med vegetation så ikke kan nås af fiskene og haletudserne kan gemme sig, kan fisk og haletudser måske godt leve sammen.
  • Der er størst succes med projektet hvis frøerne (både voksne og unger) efterfølgende har adgang til en eng, græsmark, mose, skov eller en meget stor have. Her tilbringer de nemlig meget af tiden om sommeren og skal fede sig selv op til vinteren, hvor de ligger i dvale.
  • Det kan være en god ide at placere vandhullet i nærheden af en kompostbunke (dog ikke lige op og ned af hinanden), da denne både vil give læ, skygge og gode jagtmuligheder for de unge frøer.
  • Undgå helst at have store træer, der hænger ind over vandhullet, da bladene fra træerne kan skade vandhullet. Nogle blade er direkte giftige, mens andre kan forårsage at ilten forsvinder i vandhullet.
  • Husk at pleje dit vandhul. Det må ikke gro fuldstændigt til, eller tørre ud når der er æg, haletudser og andre laver i (insekter, salamander). Husk også at holde øje med at alger ikke helt overtager dit vandhul og medfører iltmangel.
  • Husk det er forbudt at hente padder hjem til dit vandhul. De skal nok selv finde frem, hvis det er et naturligt lignenede vandhul. Husk at være tålmodig!

Tips og råd: Sådan skaber du et godt vandhul for skrubtudser

  • Hvis du har en sø med fisk kan du godt have skrubtudser også. Da deres æg er giftige og smager grimt for fiskene er det ikke noget stort problem. Da æggene af de andre padder (frøer og salamander) bliver spist af fisk, vil disse ikke have ynglesucces i sådanne søer.
  • Søen skal også meget gerne have en bred lavvandet zone med vegetation til at sætte æggestrengene fast på og så de små tudser kan gå på land. Det vigtigste er at de små unger skal kunne komme op af vandet uden store problemer, så kanten må ikke være for stejl. Hvis din kant på søen er meget stejl eller har en høj brat overgang, kan der f.eks. lægges et eller flere brædder mellem vandet og den høje kant og igen et bræt fra kanten og ned i græsset. Ungerne kan således lettere komme op af vandet og på land.
  • Der gælder de samme retningslinjer for sollys og skygge og vegetation rundt omkring en sø, som med et vandhul til frøer.