Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

De jagtetiske regler

Der har fra tidernes morgen eksisteret et sæt "uskrevne love", som jægerne har underkastet sig i erkendelse af disse etisk betonede "loves" nødvendighed både for vildtet og jægerne.

En fortsat accept af jagt på naturens vilde pattedyr og fugle kræver i et moderne samfund, at jægerne ikke blot overholder jagtlovgivningen, men også udviser god jagtmoral og dermed respekterer jagtens etiske regler.

De jagtetiske regler er udarbejdet af Danmarks Jægerforbund i samarbejde med Vildtforvaltningsrådet og Naturstyrelsen.

1. Generelle hensyn og hensynet til jagtens omdømme og etiske bæredygtighed

  • Al jagt skal ske i nøje overensstemmelse med gældende lovgivning og under iagttagelse af nærværende jagtetiske regler.
  • Jagt må ikke reduceres til bare at være skydning. Nedlagt vildt skal, så vidt det er muligt, anvendes til føde eller pelsværk, som trofæ eller på anden fornuftig måde. Det gælder også for vildt, som nedlægges efter reglerne i bekendtgørelsen om vildtskader.
  • Uanvendeligt vildt og uanvendelige dele af vildt skal nedgraves eller destrueres.
  • Alle vildtarter er ligeværdige.
  • Behandl nedlagt vildt med respekt og omhu.
  • Skyd ikke, hvis vildtet er på klos hold, så et træffende skud blot vil ødelægge det. Skudt, spiseligt vildt er mad og skal behandles som sådant!
  • Efterlad naturen, som du fandt den. Tag patronhylstre og andet affald med dig. Jagt må ikke efterlade spor i naturen.
  • Driv ikke jagt på udsat vildt, der har en unaturlig adfærd.
  • Gå ikke på jagt i perioder eller områder, hvor vildtet er trængt, f.eks. i isvintre, i områder med hegn, eller når og hvor vandfugle fælder svingfjer.
  • Udlæg ikke større fodermængder end nødvendigt, så du er sikker på, at der jævnligt ædes op.
  • Fodr ænder kun med korn eller frø og så vidt muligt på land.
  • Sikr dig, at en maksimal andel af foderet ædes af ænderne.
  • Er du nybegynder, lær da af andre, og stil krav til egen og andres adfærd.
  • Yd dit bidrag til bevarelse af vildtet og dets levesteder.
  • Respekter jagtens etikette, dvs. jagtens særlige sprog og jægernes traditionelle omgangsformer ("jagtens Emma Gad").

2. Hensynet til vildtbestandene

  • Al jagt skal tage hensyn til bestandenes størrelse, således at der kun nedlægges en del af det naturlige bestandsoverskud. Er der tvivl, skal der jages efter forsigtighedsprincippet.
  • Kend dit vildt og skyd kun, når du ved, hvad du skyder på.
  • Undlad at nedlægge vildt, du ikke ønsker at anvende.
  • Undlad at jage, når vejrliget gør vildtet særligt sårbart.
  • Bidrag til at fremskaffe den nødvendige viden om vildtbestandene: Før jagtjournal, indberet vildtudbyttet, indsend dødfundet vildt til undersøgelse, bidrag til vingeindsamlinger, tilbagemeld ringmærkede fugle etc.
  • Afpas jagthyppighed og afskydning efter terrænets bæreevne. En høj jagtleje eller mange jagtdeltagere berettiger ikke til et højt jagttryk.
  • Et velbeliggende areal berettiger ikke til at nedlægge mere vildt, end arealet selv kan oppebære.
  • Trækkende vildtarter er et fælles gode. Afpas jagten derefter og udvis fælles ansvar. Ved strand- og havjagt er den eneste mulige "vildtpleje" en skånsom beskydning og en hensyntagen til vildtets behov for at raste og fouragere.
  • Begræns forstyrrelserne ved jagten så vidt det er muligt. Tænk på, at forstyrrelserne ved jagten kan betyde mere for bestandenes trivsel end antallet af nedlagte stykker vildt. Strandvildtet bør ikke udsættes for forstyrrende jagtformer (klap- og drivjagt) mere end 3-4 gange pr. sæson. Der bør derfor være mindst 3 uger imellem hver jagt på samme lokalitet. Ved træk-jagt bør intervallet mellem jagterne være mindst 2-3 uger.
  • Sørg for en afbalanceret afskydning af han- og hundyr samt unge og gamle individer.
  • Forvalt "dit" vildt og terræn, som du gerne ser dine jagtnaboer forvalter "deres".

3. Hensynet til individet, der er genstand for jagten:

  • Anvend hensigtsmæssige våben og ammunition til den pågældende jagtform. Våbnet skal tilpasses den enkelte jæger, testes og indskydes med god og effektiv ammunition.
  • Opøv dine skydefærdigheder ved jagtrelevant skydetræning, hvor du afprøver forskellige skudafstande, skudvinkler og skudstillinger. Lær på denne måde dine begrænsninger at kende og respektér dem. Eksperimentér på skydebanen – ikke på jagt!
  • Overhold til enhver tid de anbefalede maksimale skudafstande fastsat for jagt med haglvåben:
    • Råvildt 20 meter
    • Gæs og ræv 25 meter
    • Øvrigt vildt 30 meter
    • Ved bagskud afkortes afstandene med 5 meter. Råvildt må ikke skydes i bagskud.
  • Ved riffeljagt:
    • Bør du ikke skyde uden fast anlæg, skyde på afstande over 100 m eller skyde til løbende vildt, medmindre du igennem omfattende jagtrelevant træning har opnået rutine heri.
    • Skyd kun, hvis der er frit skudfelt.
    • Skyd ikke hals- eller hovedskud og skyd ikke i ugunstige vinkler.
  • Skyd ikke, hvis der er risiko for, at flere dyr rammes af skuddet.
  • Skyd kun andet skud til et friskt stykke vildt, hvis chancen for et dræbende skud er lige så stort som ved første skud.
  • Hvis det første skud anskyder, skift da ikke til et nyt mål.
  • Forsøg kun med dublé, hvor chancen er oplagt. Dubler aldrig råvildt med hagl.
  • Ved jagt på klovbærende vildt: Skyd ikke til frisk vildt, hvis allerede påskudt vildt ikke ligger synligt forendt.
  • Skyd ikke mere vildt, end at du kan gøre rede for, hvor hvert stykke er faldet, og hvordan det er ramt. Hjælp til med, at alt skudt og anskudt vildt bliver samlet op.
  • Hjælp til med at eftersøge og nedlægge vildt, der er anskudt af andre jægere.
  • Ved haglbøssejagt bør forbruget af patroner ikke overstige 3 pr. nedlagt stykke flyvende vildt – og 2 pr. stykke løbende vildt.
  • Ved riffeljagt bør antal afgivne skud ligge meget tæt på antallet af stykker nedlagt vildt.
  • Hold øje med alt påskudt vildt, så længe det lader sig gøre. Marker så vidt muligt anskudssted og det sted, hvorfra skuddet blev afgivet. Informer hundeførerne præcist om alle detaljer ved skudafgivelsen.
  • Ved havjagt, forfølg dykkende, anskudte fugle ihærdigt og vedholdende. Skyd ikke til friske fugle under eftersøgning af anskudte. Indstil jagten, hvis opsamlingen vanskeliggøres af vejrliget.
  • Affang anskudt vildt på en dyreværnsmæssigt forsvarlig måde evt. ved fangstskud.

4. Hensynet til andre naturbrugere

  • Som jæger er du ikke alene om at bruge naturen. Udvis venlighed, når du møder andre naturbrugere. Irettesæt ikke unødigt, men vejled og forklar.
  • Undgå så vidt muligt at lukke skove for offentlig adgang ved afvikling af jagt, men opsæt vejledende skilte.
  • Husk, at andre mennesker typisk ikke er fortrolige med skydevåben. Vis hensyn og udvis stor forsigtighed, også med haglnedfald.
  • Jag ikke, hvor det er til indlysende ulempe for andre.
  • På strand- og havjagt: Hold forsvarlig afstand til andre brugere – både jægere og øvrige naturbrugere.

5. Hensynet til din medjæger

  • Respekter andre jægeres ret til at gå på jagt.
  • Gør din nabojæger til din ven og samarbejdspartner. Indgå aftaler om jagthyppighed, afskydning og evt. eftersøgning og opsamling af vildt – både af hensyn til jagtglæden og bevarelsen af vildtbestandene.
  • Lukrer ikke på naboens vildtbestande, og afgiv aldrig skud til vildt, der under jagt drives fra naboens terræn ind på dit.
  • Påtal altid jagt, der udøves i strid med lovgivningen eller de jagtetiske regler.
  • Udvis sikker omgang med våben.
  • Vis storsind, hvis der er tvivl om, hvem nedlagt vildt tilkommer.

6. Hensynet til sikkerheden

  • Anvend røde hattebånd eller anden synlig beklædning og ved haglbøssejagt evt. sikkerhedsbriller.
  • Bær våbnet uladt og knækket/med åben lås og med lodret løb/pibe mellem såterne.
  • Lokaliser naboposter og få kontakt med dem. Sikkerhedsvinklen skal være mindst 40 grader, og ved risiko for rikochetter, skal der udvises særlig forsigtighed.
  • Skyd aldrig lavt mod en uoverskuelig baggrund.
  • Skyd aldrig med riffel uden et sikkert kuglefang.
  • Ved strand- og havjagt: Anvend moderne sikkerhedsudstyr. Tag ingen unødige chancer. Følg Søsportens Sikkerhedsråds anbefalinger.